Der er flere metoder til overfladebehandling af aluminiumslegering

Sandblæsning, hovedrollen er at rense overfladen, sandblæsning før maling (maling eller sprøjtning) kan øge overfladens ruhed, og har et vist bidrag til forbedring af vedhæftningen, men bidraget er begrænset, det er ikke så godt som kemisk belægning før behandling.
Passivering er metoden til at omdanne metaloverfladen til en tilstand, der ikke er let at oxidere, og forsinke metallets korrosionshastighed.
Farvning: Der er to hovedprocesser til aluminiumfarvning: den ene er aluminiumoxidationsfarveproces, og den anden er aluminiumelektroforesefarvningsproces. Forskellige farver er dannet på oxidfilmen for at opfylde visse krav, såsom sort til optiske instrumentdele og guld til erindringsmedaljer.
Ledende oxidation (kromatkonverteringsfilm) - bruges i situationer, hvor både beskyttelse og ledningsevne er påkrævet.
Kemisk polering Kemisk polering er en kemisk behandlingsmetode, der bruger den selektive selv-opløsning af aluminium og aluminiumslegeringer i sure eller alkaliske elektrolytopløsninger til at udglatte og polere årets overflade for at reducere dens overfladeruhed og PH.
Denne poleringsmetode har fordelene ved simpelt udstyr, ingen strømforsyning, ikke begrænset af emnets formstørrelse, høj poleringshastighed og lave forarbejdningsomkostninger. Renheden af ​​aluminium og aluminiumslegering har stor indflydelse på kvaliteten af ​​kemisk polering, jo højere dens renhed, jo bedre poleringskvalitet, og jo værre er den.
Kemisk oxidation: Oxidfilmen er tynd, tykkelsen er omkring 0,5 ~ 4 mikron, og porøs, blød, med god adsorption, kan bruges som det nederste lag af organisk belægning, men dens slidstyrke og korrosionsbestandighed er ikke så god som anodisk oxidationsfilm;
Den kemiske oxidationsproces af aluminium og aluminiumslegering kan opdeles i to kategorier i henhold til egenskaberne af dens opløsning: alkalisk oxidationsmetode og syreoxidationsmetode.
Ifølge filmlagets egenskaber kan det opdeles i: oxidfilm, phosphatfilm, chromatfilm, chroma-phosphatfilm.
Sprøjtning: bruges til ekstern beskyttelse og dekoration af udstyr, normalt på basis af oxidation. Aluminiumsdele skal forbehandles før belægning for at gøre belægningen og emnet fast kombineret. Der er generelt tre metoder: fosfatering (phosphatmetode), chrom (ingen chrom chrom), kemisk oxidation.
Elektrokemisk oxidation, aluminium og aluminiumslegering kemisk oxidationsbehandling udstyr er enkelt, let at betjene, høj produktionseffektivitet, bruger ikke elektricitet, en bred vifte af anvendelser, ikke begrænset af størrelsen og formen af ​​delene. Tykkelsen af ​​oxidfilmen er omkring 5 til 20 mikron (tykkelsen af ​​den hårde anodiske oxidfilm kan nå 60 til 200 mikron), har høj hårdhed, god varmebestandighed og isolering, korrosionsbestandighed er højere end den for den kemiske oxidfilm, porøs og har god adsorptionskapacitet.